Alt om tabeller i Excel
5 trin til hvordan du laver en tabel på 1 minut!

Skrevet af Kasper Langmann, Microsoft Office Specialist.

Excel tabelEn tabel er et smart værktøj du kan presse ned over dit datasæt.

Tabellen gør din data mere overskuelig, og gør det nemt at tilføje ny data uden du skal tænke på formatering og kopiering af formler.

Har du svært ved at finde hoved og hale i tabeller?

Bare rolig – læs denne guide og få 100% styr på tabeller i Excel.

Opret en tabel i 5 trin

Heldigvis behøver alle værdifulde værktøjer ikke at være særligt komplicerede at bruge.

Det er en tabel heller ikke…

Du kan faktisk lave en tabel på under 1 minut, hvis du følger de 5 trin herunder.

Download denne guides øvelsesfil

Vil du selv prøve kræfter med det jeg viser?

Så download vores gratis øvelsesfil, så er du hurtigt og nemt i gang!

Download øvelsesfil

Trin 1

Vælg den data du vil bruge i din kommende tabel.

Dine kolonner skal have overskrifter i den øverste række.

Derudover skal din data være i struktureret rækkevist. Det vil sige, at der fx ikke må være data i række 5, som tilhører række 2. Alle rækker skal indeholde data der kun tilhører den pågældende række.

Trin 2

Gå til ‘Hjem’ fanen på båndet.

Excel opret tabel placering på HJEM fane

Trin 3

Klik på knappen ‘Formatér som tabel’

Opret Excel tabel, formatér som tabel

Trin 4

Bestem hvordan du vil have din tabel skal se ud, ved at vælge en tabeltypografi fra listen.

Brug tabeltypografierne der er placeret i kategorierne ‘Lys’ og ‘Mellem’, da de ‘Mørke’ er forstyrrende for øjnene.

Du kan se hvad tabeltypografierne hedder hvis du holder musen over dem. Min yndlingstypografi hedder ‘Hvid, Tabeltypografi Mellem 1’.

Kasper Langmann, Partner i Proximo

Trin 5

Sidste trin er at trykke på ‘OK’ til den næste pop-up der kommer frem.

Husk at sørg for at overskrifterne til din data er markeret OG at der er et flueben i ‘Tabellen indeholder overskrifter’.

Excel tabellen indeholder overskrifter

Godt klaret!

Du har nu oprettet en tabel. Tog det dig under et minut?

Hvis ikke, så kommer det til det når du har gjort det et par gange.

Læn dig tilbage og betragt din flotte tabel.

Excel tabel færdigt resultat

Læg mærke til, at tabellen automatisk har formateret hele dit datasæt efter tabeltypografien.

Derudover har den indsat filterknapper øverst ved kolonneoverskrifterne.

Det går vi i dybden med om lidt 🙂

Men først skal du lære at…

Tilføj data til din tabel

Før eller siden får du brug for at tilføje eller fjerne data fra din tabel (det er jo lidt meningen med den…).

Og dette er endnu nemmere i en tabel end i et normalt datasæt.

Når du blot indtaster data i kolonnen til højre for din tabel, vil den kolonne automatisk blive inkluderet i tabellen. Det kan tydeligt ses ved at formateringen fra tabellen automatisk bliver kopieret til den nye kolonne.

Smart, ikke?

Det samme sker, når du indtaster ny data i rækken under tabellens nederste række.

Tilføj ny data til Excel tabel

Formatering af din tabel

Alle vil gerne have et flot datasæt. Og med en tabel kan det fås endnu hurtigere end normalt pga. de indbyggede tabeltypografier og automatiske formatering af ny data.

Hvis du vil ændre på formateringen i din tabel, vil jeg anbefale at du gør 2 ting:

Ændre den valgte tabeltypografi

Da du oprettede tabellen, valgte du en tabeltypografi. Men det kan jo ske at du ikke er helt tilfreds med dit valg alligevel.

Sådan ændrer du tabeltypografi:

  1. Marker en celle i din tabel
  2. Gå til fanen ‘Tabelværktøjer’ (kun synlig når du har markeret en celle i tabellen)
  3. I højre side af båndet (den øverste, store menu) kan du vælge en ny tabeltypografi

Formater overskrifterne anderledes

Pga. filterknapperne kan overskrifterne se lidt klemt ud efter du har indsat en tabel.

For at løse dette, skal du justere bredden af dine kolonner (det gøres ved at hive i dem med venstre musetast).

Derefter bør du ændre justeringen af dine overskrifter.

Det gøres sådan her:

  1. Marker overskrifterne
  2. Gå til ‘Hjem’ fanen
  3. Tryk på knappen ‘Centreret’, som ligger i kategorien ‘Justering’.
Centrering af overskrifter i tabel

Formler i tabellen

En af de smukke ting ved tabeller er, at formler automatisk bliver kopieret til hele den pågældende kolonne.

Prøv at tilføj en formel til datasættet i kolonne H:

= F2*G2

Og se, at den automatisk bliver kopieret ned til resten af kolonnen.

Excel tabel automatisk kopiering af formel

Totaler i bunden af tabellen

Udover automatisk kopiering af formler har du mulighed for at tilføje ‘Rækken Total’. Denne række er en ekstra række der tilføjes i bunden af tabellen. Her kan du vælge forskellige funktioner til at fortælle dig lidt om din data.

Du får denne række frem ved at gå til fanen ‘Design’ og derefter sætte et flueben i ‘Rækken Total’.

Derefter kan du vælge hvilken funktion du vil bruge. Den pågældende kolonnes data bliver brugt som input i funktionen.

Excel tabel rækken total

Du kan bruge stort set alle Excel funktioner i ‘Rækken Total.

Men dem der giver mest mening at bruge er SUM og MIDDEL.

Sorter og filtrer din tabel

En af de første ting du lagde mærke til da du oprettede tabellen var nok de små filterknapper ved hver kolonneoverskrift.

Hvis du trykker på dem, får du mulighed for at filtrere og sortere i tabellens data, ligesom når du bruger det almindelige autofilter.

Excel tabel filtrer sorter

Hvis du vil have en grundigere gennemgang af filtrering i Excel, så læs vores guide her.

Slet din tabel

Intet varer evigt… Og på et eller andet tidspunkt får du behov for at fjerne din (eller en andens) tabel.

Det gør du sådan her:

  1. Vælg en celle i tabellen
  2. Gå til fanen ‘Design’
  3. Tryk på knappen ‘Konverter til område’
Excel tabel konverter til område

Så nemt var det!

Tabellen er hermed konverteret til helt almindelige celler.

Bemærk: Formateringen forsvinder ikke, den skal du slette efterfølgende, hvis du ikke vil beholde den.

Sådan lærer du mere

Excel guide konklusion

I denne guide har du lært alt der er at vide om tabeller i Excel.

Du har lært at oprette en tabel og tilføje data til den bagefter.

Du har lært at formatere den og bruge formler og funktioner, samt filtrere og sortere dataen i tabellen.

Slutteligt har du lært at fjerne en tabel ved at konvertere den til et område.

Du kan nu bruge en tabel til at arbejde ekstremt effektivt med større datamængder.

Videre læsning

En tabel er dynamisk. Det betyder at den selv opfatter når du tilføjer data til den.

Tabellens dynamiske natur gør, at du kan bruge den som grundlag til andre ting som normalt ikke er dynamiske. For eksempel et diagram.

Læs derfor her, hvordan du laver et dynamisk diagram med en tabel.

Lær også hvordan du arbejder med tabeller i Word her!