Sådan indsætter du hyperlinks i Word – nemt og hurtigt
Indholdsfortegnelse
Indsæt / opret links i Word
Siden Word 2010 er betegnelsen “Hyperlink” blevet ændret til “link” i nogle sammenhænge – men ikke alle steder.
Du skal her finde ‘Link’ under fanen ‘Indsæt’ – her er et område som hedder ‘Links’:
Det er herfra du skal indsætte/oprette dine links.
Dog hvis der er tale om links til internetadresser, så har Word en inkorporeret funktion, som vi lige kigger på først:
Indsæt et web-link
Den hurtigste måde at oprette et link på til en webadresse i Word, er egentligt noget Word gør automatisk…
Skriv webadressen som du vil have til et link og herefter trykker du på Enter eller mellemrumstasten.
Herefter bliver webadressen automatisk til et link:
Du kan dog også oprette links på den anden metode, som jeg før kort introducerede.
Denne kan være oplagt, hvis du ikke vil have hele URL’en (hjemmesidens adresse) stående, men i stedet f.eks. vil have et link tilknyttet et ord såsom “Proximos hjemmeside”. Eller at du vil have et link på et billede.
Det eneste du skal gøre er:
1: Markér den tekst eller billede, som skal vises som link.
2: Klik på Link på fanen Indsæt – eller højreklik på teksten/billedet og vælg Link i genvejsmenuen:
3: I dialogboksen ser du, at det markerede ord, her “hjemmeside” er indsat ved ‘Tekst, der skal vises’.
Nu skal du skrive webadressen ved ‘Adresse’:
(Skal du ind og finde URL’en, så kan du skyde genvej og klikke på ‘Søg på World Wide Web for at komme på nettet for at kopiere den)
Når du er færdig med at indtaste af adressen, klikker du ‘OK’.
Herefter vil der være indsat et link:
Tip: Vil du gerne ændre teksten, som vises i kassen når markøren rammer linket?
Det gør du ved hjælp af ‘Skærmtip’ i dialogboksen, hvor du opretter links.
Her kan du angive den ønskede tekst – f.eks. ‘Proximo’ i stedet for ‘https://proximo.dk/’.
Indsæt et link til en fil
Du kan også linke til en fil på computeren som allerede eksistere, eller som du har planer om at oprette.
Fremgangsmåden er ens for de to første trin:
1: Markér den tekst eller billede, som skal vises som link.
2: Klik på Link på fanen Indsæt – eller højreklik på teksten/billedet og vælg Link i genvejsmenuen.
Herefter afhænger tredje trin af hvad du vil linke til.
3: Kig på mulighederne ‘Link til:’ ude til venstre:
Hvis du vil oprette et link til en eksisterende fil:
Klik på ‘Eksisterende fil eller webside’ og derefter finder du filen.
Her kan du bruge f.eks. enten listen ‘Søg i’ eller ‘Aktuel mappe’, som dukker op.
For at oprette en ny, tom fil, som du vil linke til:
Klik på ‘Opret et nyt dokument’. Skriv herefter navnet på den nye fil.
Her kan du enten bruge den placering, som vises under ‘Fuld sti’ eller gå til en anden placering ved at klikke på ‘Rediger’.
Ved denne mulighed, skal du også tage stilling til ‘Tidspunkt for redigering’: ‘Rediger det nye dokument senere’ eller ‘Rediger det nye dokument nu’.
Indsæt et link til et sted i et dokument
Du kan både oprette links til samme dokument eller et andet.
Ja faktisk kan du linke til et Word-dokument, slides i en PowerPoint-præsentation, bestemte celler i Excel eller en Outlook-mail, som har overskriftstypografier eller bogmærker.
De to første trin i fremgangsmåden er som ved de andre links:
1: Markér den tekst eller billede, som skal vises som link.
2: Klik på Link på fanen Indsæt – eller højreklik på teksten/billedet og vælg Link i genvejsmenuen.
Skal du oprette et link til en placering i samme dokument?
3: Vælg ‘En placering i dette dokument’ ude til venstre, under ‘Link til’:
4: Her markerer du overskriften eller bogmærket i det aktuelle dokument, som du ønsker at oprette link til.
Din liste vil alt efter indhold rumme flere punkter, såsom her hvor jeg har et par overskrifter:
Skal du oprette et link til en placering i et andet dokument?
Du gennemfører trin 1 og 2, hvorefter du:
3: vælger ‘Eksisterende fil eller webside’ og finder filen i feltet ‘Søg i’, som du vil linke til.
4: Herefter klikker du på ‘Bogmærke’, hvor du kan vælge den overskrift, bogmærke, dias, cellereference, som du ønsker at linke til – hvorefter du trykker ok.
Igen, vil listen her variere efter indholdet i filen:
Indsæt et link til en tom mail
Du har også den mulighed at du kan oprette et link til en mailadresse, i form af en tom mail som er klar til brug
3: Vælg ‘Mailadresse’ under ‘Link til’ i dialogboksen.
4: Du kan enten skrive mailadressen i feltet ‘Mailadresse’ eller markere en mailadresse på listen ‘Senest anvendte mailadresser’. Herefter kan du skrive meddelelsens emne i boksen ‘Emne’.
Redigér links i Word
Du kan redigere/ændre udseendet på dit link.
Eksempelvis, hvis du har indsat det på den automatiske måde og finder ud af, at du gerne vil have at der står noget andet.
Det gør du ved at højreklikke på linket og vælg ‘Rediger link’, hvorefter du ender inde i samme dialogboks som når du opretter dine links.
Du kan også ændre skrifttype, skriftstørrelse eller -farve. Det gør du som ved alt andet tekst i Word.
Fjern links i Word
Hvis du vil fjerne linket helt (både tekst og selve linket), markerer du det og trykker derefter på DELETE.
Hvis du vil fjerne et link, men beholde teksten, kan du højreklikke på linket og vælge ‘Fjern link’:
Sådan!
Du har nu været omkring forskellige muligheder indenfor hyperlinks
- Link til websider
- Link til andre filer
- Link til specifikke steder i samme dokument eller i andre dokumenter.
- Link til en tom e-mail
Herudover, kan du nu også rette dem til eller fjerne dem helt.
PS: Arbejder du i Excel? Så se hvordan du arbejder med hyperlinks i Excel her!