Sådan indsætter du et vandmærke i PowerPoint på 2 minutter

Skrevet af Kasper Langmann, Microsoft Office Specialist.

Har du brugt tid på noget materiale og lagt det offentligt tilgængeligt, er et vandmærke med til at sikre, at den rette bliver krediteret.

Vandmærket kan dog også bruges aktivt i dine præsentationer, så du får gjort det personligt og unikt.

Du kan her bruge billeder, men også tekstelementer såsom tekstbokse eller WordArt, som vandmærker.

Jeg viser dig nu, hvordan du i 5 trin og på under 5 minutter kan oprette et vandmærke i PowerPoint.

Anvend et billede som vandmærke

Du kan i få trin indsætte et billede som vandmærke. F.eks. et logo.

1: Klik på den slide, som du gerne vil tilføje et vandmærke til.
Ønsker du at tilføje et vandmærke til alle slides, skal du ind og arbejde med præsentationens slidemaster.

(Du finder den under fanen ‘Vis’ i sektionen ‘Mastervisning’)

Slidemaster i PowerPoint

Hvis du ikke kender meget til slidemasters i PowerPoint, har vi en separat artikel om emnet, som du kan finde her

Hvis din præsentation allerede har en eller flere masterslides, skal du passe på med at tilføje vandmærket til dine masterslides. Dette kan skabe uønskede ændringer i præsentationen.
Den sikreste løsning vil her være at tilføje baggrunden til én slide ad gangen.

2: Indsæt dit billede.
Det gør du under fanen ‘Indsæt’, hvor du kan vælge forskellige billedkilder (billedfiler fra denne enhed, stockbilleder og onlinebilleder):

Indsæt billeder

3: Dit billede bliver herefter indsat. Du kan justere størrelsen manuelt eller højreklikke og vælge ‘Størrelse og placering…’ fra menuen.

Eksempel med vandmærke

Her kan du i panelet ‘Størrelse’ justere højde og bredde på billedet.

Her er det en god idé at have flueben i ‘Lås højde-bredde-forhold’, så billedets proportioner bevares.

Du kan også centrere dit billede ved at sætte flueben i ‘I forhold til oprindelig billedstørrelse’:

Eksempel med vandmærke - formatér billede

Du kan også ændre på placeringen, hvor du i sidepanelet kan angive præcise mål:

Eksempel på placering

4: Når du har rettet billedet til som du synes, skal du overveje hvorvidt det kommende vandmærke ikke skal være transparent / gennemsigtig.

Ved at øge gennemsigtigheden på billedet, får du vandmærkelooket, som netop ikke skal distrahere tilskuerne fra indholdet/teksten i din præsentation.

Du finder denne indstilling under billed-ikonet i sidepanelet, hvor selve funktionen hedder ‘Gennemsigtighed af billede’
– den justerer du på, som du synes:

Eksempel på gennemsigtighed

5: Når du er tilfreds med vandmærket (dets udseende og placering), skal den placeres bag ved det øvrige materiale.

Det gør du ved at sende billedet bagerst i sliden.

Det gør du under den ekstra fane, der dukker op når du har klikket på billedet, kaldet ‘Billedformatering’.

Her finder du et område kaldet ‘Arranger’, hvor du klikker på pilen ved siden af ‘Flyt bagud’, og derefter klikke på ‘Placer bagerst’:

Eksempel på Placer bagerst

Anvend en tekst som vandmærke

Du kan også indsætte og gøre andre elementer til vandmærker.

Her kan du både bruge tekstbokse og WordArt som vandmærke – f.eks. til at indikere noget fortroligt eller udkast / kladde i din præsentation.

Fremgangsmåden er mere eller mindre den samme og du kan i få trin lave et tekstboks- eller WordArt-vandmærke.

1: Klik på den slide, som du gerne vil tilføje et vandmærke til.
Ønsker du at tilføje et vandmærke til alle slides, skal du ind og arbejde med præsentationens slidemaster.
(Du finder den under fanen ‘Vis’ i sektionen ‘Mastervisning’)

Slidemaster i PowerPoint

-Hvis du ikke rigtigt kender til slidemasters i PowerPoint, har vi en separat artikel om emnet, som du kan finde her

Hvis din præsentation allerede har en eller flere masterslides, skal du passe på med at tilføje vandmærket til dine masterslides. Dette kan skabe uønskede ændringer i præsentationen.
Den sikreste løsning vil her være at tilføje baggrunden til én slide ad gangen.

2: Indsæt dit element
Du finder både tekstboks (‘tekstfelt’) og WordArt under fanen ‘Indsæt’, gruppen ‘Tekst’:

Indsæt tekst

3:Her kan du tegne dit tekstfelt hvor du ønsker eller vælge design til WordArt. Du kan her tilpasse størrelse og flytte det rundt som du ønsker.

4: Herefter indtaster du teksten, som du vil have til at stå i dit vandmærke.

Eksempel med vandmærke

5: Når du er tilfreds med det kommende vandmærke, skal den placeres bag ved det øvrige materiale.

Det gør du ved at sende billedet bagerst i sliden.

Det gør du under den ekstra fane, der dukker op når du har klikket på billedet, kaldet ‘Figurformatering’.

Her finder du et område kaldet ‘Arranger’, hvor du klikker på pilen ved siden af ‘Flyt bagud’, og derefter klikke på ‘Placer bagerst’:

Eksempel på Placer bagerst

Og nu har du et vandmærke, som befinder sig bag det øvrige materiale.

Eksempel på WordArt-vandmærke

Sådan!

Du kan nu lave vandmærker med både billeder og tekst og kan nu også personliggøre din præsentation.

Arbejder du i Word? Se hvordan du tilføjer et vandmærke i Word her!

Arbejder du i Excel? Se hvordan du indsætter et vandmærke i Excel her!