Sådan importerer du hurtigt en PDF-fil i Excel (2 metoder)

En af de mest almindelige opgaver i Excel er at importere data fra forskellige kilder til Excel for yderligere analyse og rapportering.

En af disse kilder kan være en PDF-fil📃

Lad os tage et kig på hvordan du hurtigt og fejlfrit importerer en PDF-fil i Excel.

Metoder til at importere PDF til Excel

Der er flere metoder til at importere en PDF-fil i Excel.

Valget af metode afhænger af dine specifikke behov, den tid du har til rådighed, og den type data, du arbejder med.

Her er nogle af de mest almindelige metoder:

Metode 1: Kopier og indsæt (den hurtige)

Den hurtigste (og mest almindelige, men desværre også fejlbehæftede) måde at få data fra PDF over i Excel er, at kopiere den.

Marker det du vil kopiere i din PDF fil og brug genvejen Ctrl + C til at kopiere.

Gå nu over i Excel, marker en celle og brug genvejen Ctrl + V til at indsætte.

Problemet med denne metode er, at din PDF data ofte indsættes helt forkert i Excel, så dataene bliver ubrugelige.

Metode 2: Importer via Power Query (den sikre)

En væsentlig mere præcis, men desværre også langsommere, metode er, at bruge Excel’s indbyggede funktion til at importere PDF data.

Trin 1: Gå til “Data” fanen og klik på “Hent data”.

Trin 2: Vælg “Fra andre kilder” og derefter “Fra PDF-fil”.

Trin 3: På det nye skærmbillede kan du se i området til venstre, at Excel (Power Query) har forsøgt at identificere tabeller (områder med data) i din PDF.

Vælg den tabel der indeholder den data du vil have over i Excel fra PDF’en.

Trin 4: Se eksemplet på skærmen og vælg “Indlæs data” hvis det er korrekt.

Trin 5: Hvis datene ser helt skøre ud kan du i stedet vælge “Transformer data”.

Dette kræver dog kendskab til Power Query, hvilket er mere omfattende end hvad jeg kan vejlede i, i denne guide 🙂

Fejlfinding ved import af PDF til Excel

Selv med de bedste værktøjer og teknikker kan der opstå fejl, når du importerer en PDF-fil i Excel. Her er nogle almindelige problemer og løsninger:

Data er ikke korrekt formateret

Hvis dataene i din PDF-fil ikke er korrekt formateret, kan det være svært for Excel at genkende og importere dem korrekt.

For at løse dette problem kan du prøve at justere formateringen i din PDF-fil før import (hvis det er muligt), eller tilrette data i Excel efter import.

Data er ikke komplet

Hvis nogle af dine data mangler efter import, kan det være, at Excel ikke har genkendt dem.

I dette tilfælde kan du prøve at justere indstillingerne for din import, eller dele processen op så du importerer specifikke sektioner i flere omgange.

Video: Importer PDF-data i Excel

Konklusion

At importere en PDF-fil i Excel kan være en udfordring, men med de rigtige værktøjer og teknikker kan det gøres hurtigt og uden fejl.

Husk at overveje dine specifikke behov og den type data, du arbejder med, når du vælger din metode.

Hvis du i stedet vil gemme din Excel-fil som PDF, så læs min guide her.

Og husk altid at dobbelttjekke dine data efter import for at sikre, at alt er korrekt.

Kasper Langmann, Partner i Proximo

Proximo anbefaler