Opret afkrydsningsfelter og sæt flueben i Excel – i 4 trin (checkbox)

flueben i afkrydsningsfeltHar du en formular hvor brugeren skal kunne sætte flueben ud fra en tekst?

Så har du brug for et afkrydsningsfelt (på engelsk: checkbox)!

Du kan bruge afkrydsningsfeltet enten som et udelukkende visuelt element, eller til at interagere med formler og funktioner.

Virker det svært? 

Så lad mig guide dig til hvordan du bruger et afkrydsningsfelt – i 4 nemme trin!

Opret et afkrydsningsfelt i Excel

Afkrydsningsfeltet kender vi allesammen fra hjemmesider, tjeklister og andre dokumenter.

Du kan bruge et afkrydsningsfelt som et visuelt godt, og brugervenligt, element i dit ark.

Men der findes også en avanceret brug af afkrydsningsfeltet, som gør at brugeren kan interagere med beregninger i dit ark.

Alt dette viser jeg dig i disse 4 nemme trin i at oprette et afkrydsningsfelt i Excel ✔️

Trin 1: Fanen ‘Udvikler’

Afkrydsningsfelter indsættes fra fanen ‘Udvikler’.

Excel fanen udvikler

Hvis du ikke kan se fanen ‘Udvikler’ hos dig, så skal du tilføje den!

Det gør du sådan her!

  1. Højreklik hvilket som helst sted på ‘båndet’ (altså den store menulinje)
  2. Klik på ‘Tilpas båndet’
  3. I højre side af det nye vindue, sørg for at sæt et flueben ud fra ‘Udvikler’ (se billedet herunder)
  4. Klik på ‘OK’
Tilføj udvikler fanen

Trin 2: Indsæt afkrydsningsfeltet

Klik nu på fanen ‘Udvikler’, og gå til ‘Indsæt’.

Her vælger du afkrydsningsfeltet (checkbox) i kategorien ‘Kontrolelementer for formular‘.

Indsæt kontrolelement afkrydsningsfelt

Brug musen til at “tegne” afkrydsningsfeltet i dit ark.

Tegn afkrydsningsfelt på Excel

Og giv afkrydsningsfeltet et navn!

Navngiv afkrydsningsfelt

Højreklik på feltet for at få mulighed for at flytte det og ændre navnet!

Kasper Langmann, Partner i Proximo

Hvis du kun skal bruge afkrydsningsfeltet til at sætte flueben for udseendets og overblikkets skyld, så er du faktisk færdig nu!

Godt gået

Men hvis du vil se hvad du kan gøre af spændende ting med afkrydsningsfeltet, så læs videre!

Trin 3: Forbind feltet med en celle

I det kommende eksempel har vi et datasæt med indberettet varesalg fra forskellige afdelinger af en større virksomhed.

Jeg vil bygge et lille Excel-system, der kan udregne det totale salg for den afdeling (eller de afdelinger) der har et flueben i afkrydsningsfeltet.

Dvs. at jeg vil kunne se salget for ‘Glostrup’ når jeg sætter flueben i ‘Glostrup’ afkrydsningsfeltet

Højreklik på afkrydsningsfeltet og klik på ‘Formatér kontrolelement’.

Klik ind i feltet ‘Cellekæde’ og vælg den celle du vil forbinde afkrydsningsfeltet med.

Cellekæde afkrydsningsfelt

Klik derefter på ‘OK’.

Gør det samme for alle afkrydsningsfelterne!

Når du nu sætter et flueben i afkrydsningsfelterne, kommer der et ‘SAND’ i cellen feltet er kædet sammen med.

Når du fjerner fluebenet, kommer der et ‘FALSK’ i feltet.

Resultat af cellekædning med afkrydsningsfelt

Trin 4: Brug det til noget!

Så langt så godt – men det kan jo ikke bruges til noget endnu. Du kan jo hurtigt se på afkrydsningsfeltet om der er et flueben eller ej.

Det behøver du ikke en tekst med SAND eller FALSK til…

Men det er med denne tekst, at du kan begynde at forbinde afkrydsningsfeltet med andre Excel formler 

Husker du hvad pointen var med dette lille system?

“At kunne summere salget for de givne afdelinger, ved hjælp af flueben i afkrydsningsfelterne!”

Her har jeg brugt en lidt kompliceret formel, der omdanner SAND/FALSK fra afkrydsningsfeltet til afdelingsnavnene.

Derefter bruges disse navne i en SUM.HVIS formel, der summerer det hele.

Formlen ser sådan her ud:

=SUM.HVIS(A:A;HVIS(E2=SAND;”Glostrup”;
HVIS(E3=SAND;”Esbjerg”;HVIS(E4=SAND;”Vibe”)));B:B)

Og resultatet ser sådan her ud:

Resultat af kombination af SUM.HVIS, HVIS og afkrydsningsfelter

Hvis du vil prøve det af i eksemplet, så download Excel-filen herunder.

VIGTIGT: Formlen virker kun hvis der er sat flueben i ét af afkrydsningsfelterne.

Kan du lave en formel der summerer flere af afdelingerne, uden at ændre i arkets struktur?

Så send den til min email: [email protected], så giver jeg dig mit besyv på den

Kasper Langmann, Partner i Proximo

Andre flueben!

Der er andre måder at indsætte flueben på i Excel (men dog ikke afkrydsningsfelter).

Du kan indsætte et flueben som et symbol – læs min guide til det her.

Du kan også indsætte et flueben med betinget formatering – læs min guide til det her.

Sådan!

I denne guide har du alt om afkrydsningsfelter i Excel – så du nu er klar til at sætte flueben i dine ark!

Du har også lært hvordan du bruger afkrydsningsfelter sammen med andre formler – navnlig SUM.HVIS og HVIS.

Godt gået 🙂

Lær også hvordan du indsætter flueben i Word og PowerPoint!