Sådan tilføjer du sidetal i Word
– Komplet guide
Vi ved allesammen godt hvad et sidetal er:
Et tal der angiver hvilken side du er ved at læse.
At skrive et sidetal på siderne med blyant er nemt – men hvordan gøres det i Word?
Og hvad hvis du vil have sidetallene til at starte efter forsiden og indholdsfortegnelsen?
Om 5 minutter ved du alt hvad der er at vide om sidetal i Word.
Så spids øjnene og lad os komme i gang!
Hvad vil du lære?
Sådan indsætter du sidetal
Det tager ikke mange sekunder at indsætte sidetal i dit dokument ⏱️
Trin 1
Gå til fanen ‘Indsæt’ på båndet (den store menulinje i toppen af skærmen).
Trin 2
I højre side af båndet finder du knappen ‘Sidetal’. Klik på den!
Trin 3
Vælg nu hvor på siden du vil placere sidetallene.
Jeg anbefaler ‘Nederst på siden’.
Find og klik derefter på den type sidetal du vil bruge.
Nederst i menuen med valgmuligheder for sidetal finder du ‘Side X af Y’. Vælg en af disse for at skriv dit sidetal som: Side 2 af 4 (eksempel).
Godt gået!
Nu har du indsat sidetal på alle siderne i dit Word dokument. Det var ret nemt, ikke?
Hvis du bruger forside og/eller indholdsfortegnelse i dit dokument, er du måske ikke helt tilfreds med at sidetallene allerede starter fra side 1 af.
Læs videre i næste afsnit om hvordan du får sidetal fra side 2 eller 3.
Indsæt sidetal fra side 2 eller 3
(uden forside og indholdsfortegnelse)
I dokumenter hvor du bruger forside og indholdsfortegnelse, vil du typisk ikke have at sidetallene allerede starter fra side 1.
Der vil du have at de starter med tallet “1” på side 3 og frem.
Word giver dig masser af fleksibilitet til at starte dine sidetal senere i dokumentet. Følg trinnene herunder, og lær hvordan.
Trin 1
Hvis du ikke allerede har gjort det, så start med at indsæt sidetal i dokumentet.
For at starte sidenummereringen senere i dokumentet skal du indsætte et sektionsskift (lær endnu mere om sektionsskift her).
Bare rolig, jeg viser dig hvordan, trin for trin!
Placer markøren i starten af den side hvor du vil have at sidetallene skal starte fra.
Trin 2
Gå nu til ‘Layout’ fanen, klik på ‘Skift’ og vælg derefter ‘Næste side’.
Trin 3
Dobbeltklik nu i sidefoden af dit dokument (der hvor dit sidetal er placeret).
På side 3 ser du nu at sektionen hedder “Sektion 2” og ikke “Sektion 1” som længere oppe i dokumentet.
Trin 4
I den nye ‘Design’ fane klikker du på ‘Sidetal’ og derefter ‘Formater sidetal’.
Trin 5
Ændre sidenummeringen til at begynde med 1, og klik på ‘OK’.
Trin 6
Nu ser sidetallene sådan her ud:
Side 1 = sidetal 1
Side 2 = sidetal 2
Side 3 = sidetal 1
Side 4 = sidetal 2
osv…
Det er ikke helt det vi er ude efter. Så du skal nu fjerne sidetallene fra side 1 og 2.
Start med at gå til side 3 og marker sidetallet i sidefoden.
Kig op i den nye ‘Design’ fane på båndet.
Klik på knappen ‘Sammenkæd med forrige’, så den ikke er markeret med grå. Den skal altså være slået fra.
Trin 7
Gå nu op til de første 2 sider, marker en af sidetallene og slet det med backspace eller delete på dit tastatur.
Så slettes alle sidetal i sektion 1, altså indtil side 3 hvor du vil have sidetallene starter fra.
Sådan!
Nu starter sidetallene med 1 efter forsiden og indholdsfortegnelse! Godt gået
Start med et andet sidetal end 1
Du har lige lært at starte sidenummerering med 1, hvor der ellers ville have stået 3.
Vil du ikke have sidetal på forside og indholdsfortegnelse, men at sidetallet på side 3 skal starte med “3”?
- Højreklik på sidetal 1 (altså på side 3).
- Klik på ‘Formater sidetal’
- Angiv ‘Begynd med’ til 3 og tryk ‘OK’.
Formatering af sidetal
Sidetal er tekst ligesom alt hvad du ellers skriver i Word.
Det betyder at du kan formatere det (næsten) som du vil ️
Marker et af dine sidetal (det er ligegyldigt hvilket).
Gå til ‘Hjem’ fanen og brug nogle af de klassiske formateringsmuligheder du har i kategorien ‘Skrifttype‘ og ‘Afsnit’.
Alt hvad du gør ved sidetallet, bliver automatisk også reflekteret i sidetallene på de andre sider.
Gratis video: Sidetal i Word
Kan du lide videoen?
Så “Like” den og abonner på vores YouTube-kanal. Tak!
Det var alt om sidetal!
Nu har du lært alt der er værd at vide om sidetal i Word.
Du har lært at indsætte sidetal, formatere dem, samt at ændre hvornår sidetallene starter i dit dokument. Og det var ikke så svært, vel?