Opret en makro i Excel i 3 nemme trin
Uden at få sved på panden!
Er du træt af at udføre de samme handlinger i Excel igen og igen?
Så er makroer lige noget for dig!
Med en makro optager du dine handlinger i Excel, så du kan afspille dem igen med et klik på en knap…
Lyder det svært?
Bare rolig – jeg viser dig det hele fra bunden i denne guide.
Det lærer du!
Hvad er en makro?
En makro automatiserer dine arbejdsopgaver i Excel… Men hvordan?
En makro er Excel-handlinger som du enten indspiller eller skriver i kodesprog (VBA).
Når du har indspillet eller skrevet makroen, kan du afspille den igen og igen og på den måde foretage disse handlinger med et enkelt klik.
Mere om VBA
At skrive en makro i VBA er den mest effektive måde at automatisere på, og gør dig i stand til at lave systemer du ikke troede var mulige.
Men det er ikke noget man lige lærer på 5 minutter… Og ligger uden for hvad du lærer i denne guide.
Men hvis du vil lære at skrive VBA, så læs mere om vores kursus “VBA-Programmering i Excel“!
Denne guide lærer dig at indspille en makro, og det behøver du ikke VBA til.
Eksempel på brug af makro
I animationen nedenfor viser jeg dig, at en makro kan ændre formateringen flere steder i et ark.
Disse handlinger er blot et eksempel på det du kan få en makro til.
Du kan indspille både mere simple, men også mere komplekse makroer end dette.
Makroen gjorde følgende:
- Ændrede cellefarven i A1:D1 til blå
- Ændrede skriftfarven til hvid
- Centrerede teksten
- Gjorde teksten fed
- Satte en kant omkring cellerne
- Indsatte en tusindtal separator i hele kolonne D
Altså 7 forskellige handlinger, der normalt ville kræve ca. 10 klik.
Og disse handlinger kan afspilles igen og igen, ved at trykke på knappen 🙂
Så når der kommer et nyt ark ind i filen, med samme datastruktur, kan du afspille makroen fra det ark og få al ovenstående formatering indsat med 1 klik.
Senere i guiden lærer jeg dig hvordan du afspiller din makro på forskellige måder. Du kan for eksempel afspille en makro fra en genvejstast du selv vælger!
Rimelig sejt, ikke?
Lad os kigge på hvordan du optager/indspiller en makro og kommer i gang med at automatisere.
Opret en makro i 3 nemme trin
Du opretter en makro ved at indspille den i Excel. Når du indspiller en makro, gemmer Excel dine handlinger og oversætter dem til VBA kode.
For at blive rigtig god til makroer skal du kunne skrive VBA koden direkte i Excel.
Men du kan sagtens automatisere en masse af dit arbejde ved blot at indspille makroer og lad Excel om at skrive VBA koden.
Lad os komme i gang med at indspille en makro 🙂
Trin 1
Gå til fanen Vis og tryk på pilen under Makro knappen.
Tryk derefter på Indspil makro og klik på OK i boksen der kommer frem.
Trin 2
Udfør de handlinger du vil gentage med makroen.
I dette tilfælde vil vi have at makroen skal gøre dette med området A1:D1.
- Farve cellerne
- Farve skriftfarven
- Gøre skriften fed
- Sætte en kant omkring
- Centrere justeringen
Bemærk: Makroen er i gang med at blive indspillet. Alle handlinger du foretager dig bliver indspillet, så vær varsom med at udføre de rigtige handlinger. Hvis du gør noget forkert, så lad være at prøve at rette det mens du indspiller. Start i stedet forfra.
Så, start med at marker A1:D1 og udfør så alle handlingerne beskrevet herover. Alle handlingerne udføres fra Hjem fanen.
Trin 3
Når du har indspillet makroen, så skal du afslutte indspilningen.
Det gør du samme sted fra, som du startede indspilningen.
Gå til fanen Vis og tryk på Stop indspilning.
Sådan!
Nu har du indspillet din første makro. Det var ikke så svært, vel?
Før du kan bruge den til noget, skal du kunne afspille makroen.
Læs videre i næste afsnit, og lær hvordan du gør det 🙂
Afspil din makro
Du kan ikke bruge din makro til noget hvis du ikke ved hvordan du afspiller den igen.
Der findes forskellige måder hvorpå du kan afspille en makro.
De to mest populære er disse:
Afspil makro med en knap
En knap er nem at finde ud af for brugeren, og den er derfor meget populær.
Som knap bruger du blot en form fra fanen Indsæt. Du kan farve og forme den som du vil.
Når den er indsat, højreklikker du på knappen og trykker på Tildel makro.
Når du trykker på knappen, vil makroen blive afspillet.
I eksempel fra øvelsesfilen er det dog ikke så smart at bruge en knap.
Hvorfor?
Fordi makroen formaterer nogle overskrifter. Det er noget der typisk skal gøres når der kommer nye ark ind i filen. Og i et nyt ark er der ingen knap til at afspille makroen.
Det giver ikke meningen at lave en ny knap hver eneste gang, for at afspille en makro.
Brug derfor den næste metode, når du laver makroer der skal virke for nye ark.
Afspil via genvejstast
Når du opretter makroen, bliver du spurgt om du vil tilknytte makroen til en genvejstast.
Her kan du indtaste den genvej du vil bruge til at afspille makroen.
Og så kan du afspille den igen og igen, på tværs af ark.
Hvis du ikke har fået tildelt makroen en genvejstast inden du indspillede den, så kan du gøre det bagefter.
Gå til fanen Vis og tryk på makro knappen (ikke pilen denne gang).
Vælg din makro, og tryk på Indstillinger.
Her kan du tildele en genvejstast.
Så nemt er det at afspille en makro!
Gem en Excel fil med makroer
Når du har oprettet en makro i din Excel fil, og skal til at gemme den, er det vigtigt du gør det rigtigt – ellers mister du makroen.
Du skal nemlig gemme i filformatet xlsm i stedet for xlsx!
Det gør du ganske nemt.
Gå til fanen Filer og tryk på Gem som.
TIP: Brug genvejstasten F12 (Windows) og ⌘ + ⇧ + S (MAC) for at “gemme som”.
Vælg “Excel projektmappe med aktive makroer (*.xlsm)”.
Nu er filen gemt, og når du åbner og lukker den, bibeholdes de makroer du har indspillet eller skrevet med VBA.
Sådan lærer du mere
Makroer er slet ikke så skræmmende, vel?
I denne guide har du lært hvad en makro er – og hvordan du indspiller en!
Derudover har du lært at afspille den både via en knap og en genvejstast (lær mere om genvejstaster her).
Og til sidst har du lært at gemme en Excel fil der indeholder makroer.
Nu er du altså godt klædt på til at oprette makroer i dine egne ark, og automatisere dit arbejde!
Så det er bare at komme i gang! 🙂